Rekordmange rejser og pendlere over Øresund

I første halvår af 2026 blev der i gennemsnit foretaget 107.331 personrejser om dagen med bil, tog og færge over Øresund. Det er en stigning på 3,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år og det højeste niveau nogensinde.
Togtrafikken over Øresundsbron stod for en særlig stor del af fremgangen. Antallet af personrejser med tog steg med 7,1 procent.
Flere pendler over sundet
Også pendlertrafikken satte rekord. I gennemsnit blev der foretaget 21.674 pendlerrejser dagligt, svarende til en stigning på 5,2 procent. Pendling i bil steg med 6,4 procent, mens tog steg 4,9 procent og færge 3,9 procent.

Grafik: Øresundsbron
"At flere end nogensinde rejser og pendler over sundet, styrker både arbejdsmarkedet og integrationen i Øresundsregionen. Særligt tydelig er togets stærke udvikling. Det viser, hvor vigtig en rolle jernbanen spiller for en sammenhængende og bæredygtig region," siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbron.
Antallet af personbiler steg med 1,4 procent, men væksten er aftaget. Godstrafikken udviklede sig derimod positivt med en stigning på 6,8 procent, og Øresundsbron slog samtidig godsrekorden fra 2025.
Faktaboks: Øresundsindex/Trafikstatistik
- Personrejser: 107.331 pr. døgn, +3,5 procent.
- Togrejser: +7,1 procent.
- Pendlerrejser: 21.674 pr. døgn, +5,2 procent.
- Personbiler: 21.446 pr. døgn, +1,4 procent.
- Godstransporter: 3.552 pr. døgn, +6,8 procent.
- Godstrafik: Lastbiltrafikken over broen oversteg 2025-rekorden med syv procent.
- Datagrundlag: Statistikken bygger på trafik- og rejsetal fra transportaktører på tværs af Øresund.
- Øresundsindex: Måler udviklingen i regionen inden for ni områder, blandt andet trafik, arbejdsmarked, erhvervsliv og hverdagsintegration.
- Ansvar: Øresundsbro Konsortiet finansierer og har taget initiativ til Øresundsindex, mens Øresundsinstituttet står for dataindsamling og analyse.






Accepter kun nødvendige cookies